Menu

Pressemeddelelse: Allan Drost ny træner i FC Thy-Thisted Q

image
08. november 2020 kl. 17:13

Pressemeddelelse: Allan Drost ny træner i FC Thy-Thisted Q


FC Thy-Thisted Q har indgået aftale med Allan Drost, som cheftræner for vores Gjensidige Kvindeligahold.

Allan har senest været cheftræner for Vejle Boldklubs damehold. Tidligere har han stået i spidsen for Vardes kvalifikationsliga - samt vundet sølvmedaljer med Team Viborgs U18 DM-hold.

 Allan Drost udtaler:

Først og fremmest glæder jeg mig til at blive en del af en klub, som har udviklet sig kolossalt i løbet af de seneste 3 år samt til at videreføre det flotte arbejde, som har bragt truppen dertil, hvor den er i dag.

Jeg ser en gruppe dygtige spillere, som er villige til at arbejde stenhårdt for hinanden og har oparbejdet en solid defensiv base, hvilket gør dem meget vanskelige at spille mod. Samtidig ser jeg et uforløst potentiale som jeg tror på, at jeg - sammen med det det øvrige team - kan være med til at realisere. 

Det sidste har været helt afgørende for at jeg sagde ja til opgaven og jeg glæder mig til at lære alle omkring holdet endnu bedre at kende, når vi påbegynder forberedelserne til en spændende forårssæson.”


I FC Thy - Thisted Q finder vi det meget vigtigt at videreføre det flotte stykke arbejde Torben Overgaard og det resterende trænerteam har leveret. Vi har med Allan fundet en mand, som vi er overbeviste om kan forsætte udviklingen af vores unge trup - og vores spillestil.

Vores Kvindeligatrup vil fremover have en træner med både A og UEFA A Youth-Elite licens. Vi håber at Allans kompetencer vil kunne fortsætte det store udviklingsarbejde med unge talenter, som vi har oplevet, har båret frugt de seneste sæsoner.   

Stefan Vendelbo Madsen forsætter som assistenttræner med særligt ansvar for transitionsspillere for Gjensidige Kvindeligaholdet. Klaus Sørensen fortsætter som målmandstræner. Yderligere fortsætter Kvindeligaholdets holdleder/administrator Sanne Mortensen ligeledes.

Vi ønsker Allan rigtig hjerteligt velkommen og ser frem til samarbejdet med ham og det resterende trænerteam fra januar 2021.

Torben Overgaards midlertidige stilling som sportschef overtages fra dags dato af Per Nørgaard. Alle eventuelle henvendelser angående spillere skal ske til Per på telefonnummer 23336560.

/Udvalget omkring FC Thy-Thisted Q